top of page

Hjælp til LinkedIn: 5 simple trin til komme i gang med at poste

Forfatters billede: Anne Brandbjerg Nielsen
Anne Brandbjerg Nielsen
14. aug.
5 min læsning

Lad os lige slå to ting fast: 


Ja, det kan være svært at komme i gang med at poste på LinkedIn.

Og ja, det kan være overraskende grænseoverskridende.


Jeg ved det, fordi jeg har det selv på samme måde. 


Hvis du kigger på min LinkedIn-profil, vil du finde nogle ganske fine opslag. Du vil også opdage, at der kan gå virkelig lang tid imellem dem. Min egen profil er altså ikke det pragteksemplar, jeg kunne ønske mig. Det lidt ironiske er, at jeg sagtens kan skrive LinkedIn-opslag. Nogle uger skriver jeg op mod 20 opslag. Andre uger bliver det kun til et par stykker. Gennemsnitligt skriver jeg nok omkring otte.


Men de er ikke til min egen profil. De er til Drossels profil og til de profiler, vi hjælper vores kunder med at varetage. Og det går fint. Idéerne kommer, inspirationen er høj, og jeg kan sagtens finde på noget at skrive om.


Det er nemlig langt mindre sårbart at trykke ‘udgiv’, når det er på vegne af en virksomhed eller en kunde. For når det er min egen profil, er det pludselig mig, der står der. Med mit ansigt. Med mit navn.


Men hvorfor overhovedet være aktiv på LinkedIn?

Når det nu kan være så grænseoverskridende, hvorfor skal du så overhovedet poste?

Fordi din personlige LinkedIn-profil kan noget, som virksomhedens profil ikke kan.

Det gælder, hvis du er selvstændig. Hvis du er leder eller mellemleder. Hvis du arbejder med salg. Hvis du gerne vil være kendt for noget fagligt. Eller hvis du bare gerne vil have flere relevante mennesker i dit netværk.

Din virksomhed kan fortælle, hvad I tilbyder, hvordan virksomheden er som arbejdsplads og sætte fokus på jeres stærke værdier osv. Men du kan fortælle, hvorfor du brænder for dit fag, hvad du har lært, hvad du mener, og hvordan du ser på udviklingen inden for dit fag.

Det er ofte langt mere interessant.

Og hvis du gerne vil tiltrække kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere eller nye karrieremuligheder, er det en fordel at være synlig.

Så hvordan kommer du i gang? Her er fem trin der hjælper dig i gang med LinkedIn:


1: Overvej, hvad du vil med LinkedIn

Start med at overveje, hvad du egentlig vil have ud af LinkedIn. Vil du tiltrække nye kunder? Skabe et større fagligt netværk? Positionere dig som ekspert inden for et bestemt område? Tiltrække nye medarbejdere? Gøre dig synlig over for potentielle arbejdsgivere? Finde samarbejdspartnere?


Du behøver ikke lave en stor, forkromet LinkedIn-strategi med 14 KPI'er og et Excel-ark.

Men det kan hjælpe dig med at komme i gang, hvis du rent faktisk har overvejet, hvad du gerne vil opnå. 


Det kan nemlig gøre det lettere at finde ud af, hvad du skal skrive om. Og det gør det også lettere at vurdere, om det, du skriver, faktisk hjælper dig på vej. Og her vil jeg gerne lige fastslå, at du ikke når i mål med et enkelt opslag. Det vil formentlig kræve en vedvarende indsats over en rum tid. 


2: Opdatér din profil

Når du har gjort dig det klart, kan du kigge på selve din LinkedIn-profil. Er det tydeligt, hvem du er, hvad du arbejder med, og hvad du gerne vil være kendt for?


Start med de mest synlige elementer: dit profilbillede, dit coverbillede, din tagline, din beskrivelse og din aktuelle stilling.


Din tagline er for eksempel mere end bare din jobtitel. Hvis der står "Salgschef hos XX", fortæller den ganske vist, hvad du laver. Men den fortæller ikke nødvendigvis, hvad du gerne vil forbindes med.


Det er faktisk ganske ufarligt, for ingen får en notifikation om, at du ændrer dit coverbillede - som man jo gør på Facebook. 


Så du kan roligt lege dig frem uden følelsen af, at hele dit netværk sidder med popcorn.


3. Skriv en kommentar på et opslag

Hvis det føles voldsomt at skrive dit eget opslag, så lad være med at starte der. Start med andres.


Like nogle opslag. Og begynd derefter at kommentere.


Du kan starte hos mennesker, du allerede kender. Når det føles mindre grænseoverskridende, kan du begynde at kommentere hos mennesker, du ikke kender.


Og du behøver ikke skrive en halv kronik. Skriv, at du er enig. Fortæl, at du har oplevet det samme. Tilføj en faglig pointe. Stil et spørgsmål. Eller udfordr det, der bliver skrevet.


Hvis du virkelig er blank, kan en passende emoji være begyndelsen. Men lad den gerne få selskab af nogle ord bagefter.


For kommentarer er ikke bare en øvelse i at blive synlig. De er også en måde at lære LinkedIn at kende på. Du opdager hurtigt, hvad der får folk til at reagere, hvilke emner du selv har noget på hjerte om, og hvilke mennesker du faktisk har lyst til at følge.

Vigtigst af alt, du vil formentlig hurtigt finde ud af, at det er helt ufarligt - måske endda sjovt - at være aktiv på LinkedIn.


4. Connect med relevante personer - også dem, du ikke kender fra virkeligheden


LinkedIn er ikke kun til dem, du allerede kender. Faktisk er en af fordelene ved platformen, at du kan udvide dit netværk med mennesker, du måske aldrig har mødt i virkeligheden.


Find personer, der arbejder inden for dit felt, følger med i de emner, du interesserer dig for, eller som du på anden måde kunne have glæde af at have i dit netværk.


Du behøver ikke have en relation på forhånd, og du behøver bestemt heller ikke have en salgstale klar, når de accepterer din invitation.


5. Skriv et opslag

Og så kommer vi ikke udenom det: Du skal skrive dit første opslag. 


Men hvad skal du skrive om?


Start med de lavthængende frugter.


Fortæl om et arrangement, du har været til. Fortæl om en kollega, der har gjort noget godt. Del en faglig oplevelse. Fortæl om noget, du er blevet klogere på. Fejr en milepæl. Eller fortæl om noget, du glæder dig til.


Det behøver ikke være banebrydende: Dit første LinkedIn-opslag behøver ikke ændre verden. Det skal bare eksistere.


Når du bliver mere tryg ved at poste, kan du begynde at bevæge dig over i mere faglige og holdningsprægede opslag.


Skriv om, hvorfor du er begejstret for noget inden for dit fag. Fortæl, hvad du mener om en ny lov eller tendens. Del en erfaring, andre kan lære af. Sæt ord på en udfordring, du oplever i dit arbejde. Eller tag udgangspunkt i noget aktuelt og fortæl, hvordan det påvirker dig og dit fag.


Det vigtigste er, at indholdet passer til dig og dit mål med LinkedIn.

Når opslaget er skrevet, så tag et billede - en selfie er helt fint.


Og når opslaget er færdigt: Planlæg det.

Til i morgen. Til fredag. Til når det passer.

Bare få det ind i LinkedIn.


For så kan du ikke bruge de næste tre uger på at tænke:

"Måske skal jeg lige rette den første sætning."


Hvis opslaget handler om noget kontroversielt eller vigtigt, kan det selvfølgelig være en god idé at få en anden til at læse det igennem først.


Men hvis det bare er et helt almindeligt opslag, så skal det ud så hurtigt som muligt.

Og hvis det stadig føles grænseoverskridende? Det er helt normalt.


Du behøver ikke gå fra nul til tre opslag om ugen. Du kan starte med ét opslag om måneden. Så ét hver anden uge.


På et tidspunkt opdager du måske, at du faktisk ikke længere bruger 45 minutter på at overveje, om du tør skrive, at du har været til et spændende arrangement.

 
 

Hvad kan vi hjælpe dig med? 

bottom of page